I det fynske folks tjeneste

Nyt overfald i Nyborg

En fængselsbetjent i Statsfængslet i Nyborg blev skåret i begge arme, da en indsat gik løs på ham med et lysstofrør.

Samme indsatte overfaldt søndag to fængselsbetjente og er kendt som en sikkerhedsrisiko.

Derfor var fire betjente med, da man ville tilse ham tirsdag aften, efter at han havde skåret sig på overkroppen, oplyser Fængselsforbundet.

Da de åbnede døren fór den indsatte løs på en af betjentene med et lysstofrør.

Betjenten blev skåret på begge arme og blev bagefter syet på sygehuset.

Det er femte gang, der sker overfald i danske fængsler indenfor 14 dage og Fængselsforbundet er bekymret:

- At vores kollegaer bliver overfaldet fem gange på 14 dage er meget usædvanligt. Det vidner om, at miljøet i fængslerne er under stærkt pres, skriver formand for Fængselsforbundet, Kim Østerbye, i en pressemeddelelse.

Ved du noget? Så send os et tip