I det fynske folks tjeneste

Nyt på jobmesse: Lav din egen jobvideo med TV 2/Fyn

00:29

TV 2/ Fyn er for første gang med på Danmarks største jobmesse med en stand, hvor ledige får professionel hjælp til at lave deres egen jobprofil på video

Har du lyst til at søge job med din egen præsentation på film? Så er der hjælp at hente i morgen i Odense Congrecss Center.

Mellem klokken 10 og klokken 13 deltager TV 2/Fyn med studievært Kirsten Mikkolinius og fotograf Morten Grundholm i en workshop. Her kan interesserede få gode tips og tricks til at præsentere sig selv på video. De får hver 30 sekunder til at lave en præsentation og bliver guidet af et af TV 2/Fyns kendte ansigter.

- Det er første gang, vi prøver det og jeg kan selvfølgelig ikke tilbyde deltagerne det samme, som et jobbureau, der lever af det. Men jeg kan give nogle af de tips videre, som jeg selv har erfaring med fra skærmen, siger Kirsten Mikkolinius.

TV 2/Fyns erfarne fotograf Morten Grundholm filmer og vil dele videoerne her på tv2fyn.dk og på LinkedIn. Ideen er, at de lediges jobvideoer kommer bredt ud, så flest muligt kommer i job efterfølgende.

Splinternyt samarbejde

Det er første gang, TV 2/Fyn har indgået et samarbejde med Jobmesse Fyn, der er blevet til sammen med de ti fynske kommuner, jobcentre, fagforeninger og organisatione. Et samarbejde, der ligger helt i tråd med TV-stationens nye strategi.

- Vi synes, det giver god mening at være med til at sætte fokus på arrangementer og journalistik, der kan skabe debat, være med til at få konstruktive løsninger på banen og i sidste ende få flere fynboer i job eller uddannelse, siger Ole Frank Rasmussen, der er erhvervsredaktør på TV 2/Fyn.

Jobskabelse i alles interesse

Den nystartede erhvervsredaktion på TV 2/Fyn har samarbejdet målrettet på dækningen af Danmarks største jobmesse. Sidste år var der cirka 4.000 besøgende til messen, og i år forventer man op mod 5.000 besøgende i løbet af i morgen.

-Der er ingen tvivl om, at jo flere, der er aktive på arbejdsmarkedet på Fyn, jo mere velfærd er der også råd til - og det er ikke kun i TV 2/Fyns interesse. Det er en interesse, vi deler med samtlige fynske kommuner, siger Ole Frank Rasmussen.

Ved du noget? Så send os et tip