Ord smitter: Nyt projekt skal forbedre omgangstonen i Odense

Omgangstonen i Odense skal forbedres, og et nyt projekt vil nu sætte fokus på netop det. Kommunen har sat en million kroner af til projektet.

Odense Kommune vil bruge en million kroner på at få folk til at tale pænt til hinanden.

Mere specifikt vil man bruge en million kroner på kampagnen Ord Smitter, og onsdag blev der som et startskud til kampagnen afholdt møde på Odense Rådhus, hvor man kunne komme med input til, hvordan omgangstonen bliver forbedret i byen. 

- Jeg håber, det her kan starte en bevægelse, hvor vi bliver mere bevidste om den gode tone. Hvor vi bliver mere bevidste om det her med, at ord smitter, og at vi bliver bedre til at give hinanden nogle komplimenter, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S). 

Ti delprojekter

Halvdelen af den million, der er sat af til projektet går til den generelle kampagne, mens den anden halvdel bliver uddelt til mindre, lokale projekter. I alt ti projekter kan se frem til at få 50.000 kroner i støtte til projekter, der skal forbedre tonen. 

Hvad det er for nogle projekter, der skal støttes ligger dog ikke fast endnu. Både virksomheder, foreninger, kommunale institutioner og private kan søge puljen. Ansøgningsfristen er 31. oktober. 

- Vi skal prøve at bryde ind og hjælpe med at den gode tone bliver holdt, når vi ser, at den hadske tone trænger frem. Vi kan blive nødt til at få skabt en forandring, og vi håber på, vi kan kaste en sten i vandet, der kan spreder nogle ringe, siger han. 

Verbale overfald skabte debat

I august sidste år kunne TV 2/Fyn fortælle om flere episoder fra Odense, hvor personer var blevet verbalt overfaldet. Blandt dem var den dansk-tyrkiske ejendomsmægler Bahadir Demirhan, der en sommeraften var ude at gå en tur med sin familie og nogle venner. 

På et tidspunkt gik de forbi en mand på en bænk, der henvendte sig til Bahadir Demirhan. 

- Han indleder med helt præcist at sige ’kan du dansk?,’ siger han og kigger op. Jeg vender mig om og siger ’ja, hvorfor?’ Og så beder han mig om at skride hjem, og jeg bliver kaldt perker flere gange, fortalte Bahadir Demirhan sidste år til TV 2/Fyn. 

Han valgte at stå frem med sin historie. Det samme gjorde Hibba Yousef Kilan, der blev overfuset i en p-kælder, fordi hun bærer tørklæde. I kølvandet på episoderne blev kampagnen "Tal Ordentligt" lanceret sidste år. 

Bahadir Demirhan var en af de cirka 50 mennesker, der onsdag var mødt op på rådhuset. 

- Det er selvfølgelig ikke sjovt at få et møgfald. Men det har været utroligt overvældende at stå frem. Og at det skulle føre til alt det her, havde jeg ikke set komme. Jeg synes, det er fedt, at vi i vores by gør noget for hinanden, og at vi er der for hinanden. Jeg synes, "Ord Smitter" er et rigtig fedt koncept, og jeg glæder mig til at se, hvor det fører hen, siger han

Man kan læse mere om kampagnen på www.ordsmitter.dk.

En ny kampagne sætter fokus på omgangstonen i Odense. Onsdag kunne man komme med input til, hvordan den gode tone fremmes i byen, da der blev afholdt borgermøde på rådhuset i Odense. 
Omkring 50 mennesker var onsdag samlet på rådhuset i Odense. Dagens emne var, hvordan man kan sikre en bedre omgangstone i Odense. 

Oversigt

    Oversigt