De to mænd trængte ind i butikken kort før klokken 16.30 bevæbnet med peberspray. Fire medarbejdere og en kunde fik spray i ansigterne, hvorefter røverne smadrede montrerne med en hammer og forsynede sig med guld- og brilliantringe.
Røverne forlod forretningen og kørte fra stedet i en sølvfarvet personbil med et registrerings nummer der ligner ZM 33 036 i retning Albanigade. Bilen var enten en Opel Astra eller Ford Focus.
Politiet mener, at en 3. person sad klar i bilen og kørte de to røvere væk.
De ansatte og kunden blev efter røveriet behandlet i butikken af Falck. De er alle uskadte og slap med chokket.
Politiet efterlyser to mænd. De var 180-185 cm høje og lyse i huden. De var iført lyse trench coats, sorte pelshuer og bar solbriller.
I tirsdag gik det ud over en urmager i Vestergade.