Nyt skateranlæg på vej til Odense

Odenses skatere kan se frem til et nyt skateranlæg, men først fra sommeren 2017 kan de kaste sig ned ad ramperne.

1.000.000 kroner har Odense By- og Kulturudvalg sat af til at etablere et nyt skateranlæg. Men placeringen og designet af skaterparken er ikke på plads endnu.

Seks steder i Odense er udpeget som mulige placeringer for skateranlægget. De seks muligheder er: 

1. Kongens Have, 2. Skt. Jørgens Parken, 3. Nonnebakken, 4. Byens Ø, 5. Den Grønne Kile, 6. Matrikel 17a Kilde: By- og Kulturudvalget, Odense Kommune
1. Kongens Have, 2. Skt. Jørgens Parken, 3. Nonnebakken, 4. Byens Ø, 5. Den Grønne Kile, 6. Matrikel 17a Kilde: By- og Kulturudvalget, Odense Kommune

Matrikel 17a vurderes til at være den mest oplagte placeringsmulighed, da den lever op til skatermiljøets kriterier.

- Det har en god placering i forhold til campusområdet "City Campus", fordi det netop er den brugergruppe, der primært vil bruge anlægget, forklarer Teis Bro, projektleder og fritidskonsulent i Odense Kommune.

Han uddyber, at Matrikel 17a vil få en god placering ved Langesøstiens forlængelse og Den Grønne Kile, som vil give skateranlægget en synlig og prominent placering, hvilket har været et ønske i skatermiljøet. 

Det fremgår af den orientering, som By- og Kulturudvalget skal gennemgå den 30. august. 

Brugerne skal høres 

I projektets begyndelse har interesserede kunne deltage i en workshop, og til den første af slagsen mødte omkring 50-60 fra skatermiljøet op, for at fortælle om deres ønsker og behov. Det har resulteret i en arbejdsgruppe med 10 repræsentanter til den videre arbejdsproces. 

By- og Kulturudvalget planlægger en workshop mere i september 2016, hvor der vil være fokus på indholdet og funktionerne i skateranlægget. 

Skaterparkens placering, funktioner og design forventes at falde på plads i løbet af efteråret, mens anlægget skal stå færdigt i sommeren 2017. 

Oversigt

    Oversigt