Nyt snevejr på vej til Fyn

Starten af ugen har virket helt forårsagtigt, men et nyt snevejr truer over Fyn.

Solen har de seneste dage varmet landet op til plusgrader, men selvom vi er nået ind i den sidste tredjedel af kalenderens første forårsmåned, er der stadig lange udsigter til regulært forårsvejr.

Det skriver TV 2 Vejret. 

Natten til torsdag falder en ny mængde sne over Fyn, når et lille lavtryk og det tilhørende frontsystem i aften og nat skal ind over Danmark vestfra.

Omkring midnat vil snevejret nå Vestfyn, og klokken 1.30 onsdag nat vil sneen drysse over hele Fyn, Langeland og Ærø. 

De første snedrys rammer Vestfyn ved midnatstid onsdag. Halvanden til to timer senere vil hele Fyn, Langeland og Ærø være dækket af sne.
De første snedrys rammer Vestfyn ved midnatstid onsdag. Halvanden til to timer senere vil hele Fyn, Langeland og Ærø være dækket af sne.
Foto: TV 2 VEJRET

Lavtrykket går i land på den vestlige side af Jylland, der i løbet af aftenen vil opleve udbredt regn. Når fronten breder sig længere ind over landet, vil nedbøren gradvist gå over i sne ved temperaturer omkring eller lige over frysepunktet.

Sneen bliver derfor af den våde og tunge slags, og det kan let give sjappede og glatte veje i nattens løb og ikke mindst frem mod torsdag morgen.

Fem centimeter tøsne

TV 2 Vejrets prognoser peger på, at der kan falde sne, der svarer til mellem to og fem millimeter nedbør.

Det vil kunne samle sig til et par centimeter tøsne nogle steder, men det kan ikke udelukkes, at man især på Sjælland måske kan få op mod fem centimeter sjappet sne frem mod torsdag morgen.

Fyn vil dog hurtigt komme fri af det hvide dække, da sneen forventes at smelte allerede torsdag formiddag, når temperaturerne stiger til mellem tre og otte grader. 

Forventet samlet mængde nedbør som sne frem til torsdag klokken 10.00
Forventet samlet mængde nedbør som sne frem til torsdag klokken 10.00
Foto: TV 2 VEJRET

 

Oversigt

    Oversigt