I det fynske folks tjeneste

Nyt stenkast: Henvendelser fra borgere skal undersøges

Henvendelser fra borgere om stenkastet på E20 Fynske Motorvej natten til lørdag vil blive undersøgt i dag eller mandag.

E20 Fynske Motorvej var delvist spærret frem til sidst på formiddagen lørdag mens Fyns Politi efterforskede stenkastet. Foto: Ole Holbech og Politi

Siden Fyns Politi lørdag eftermiddag offentliggjorde billeder af den op mod 30 kilo tunge sten, som blev kastet ned foran en bil på E20 Fynske Motorvej natten til lørdag, er der flere borgere, som har henvendt sig til politiet.

Det oplyser Anders Furbo Therkelsen til TV 2/Fyn.

- Vi har fået nogle henvendelser. Dem kigges der på her til formiddag. Hvis der er noget der skal arbejdes videre med med det samme, så gør vi det, men ellers overgives henvendelserne til den grundliggende efterforskning mandag, siger Anders Furbo Therkelsen.

Læs også Nyt stenkast: Ved du hvor denne sten er fra?

Han kan ikke oplyse detaljer om henvendelserne, som i løbet af søndag formiddag skal granskes af en efterforsker.

Derfor lå stenen i en plastpose

Da Fyns Politi frigav billeder af den cirka 50 gange 25 centimeter store sten var det billeder af en sten, som lå i en plastikpose på en sækkevogn.

Netop det, at stenen lå i en pose og dermed ikke var helt synlig, udløste en del reaktioner fra læsere, som gerne ville se stenen ordentligt.

Læs også Offer for nyt stenkast: - Jeg når lige at undvige højre om

Men at den ligger i en plastpose har en kort og logisk forklaring, siger Anders Furbo Therkelsen:

- Den skal sporsikres først. Den er ikke blevet undersøgt, siger han.

Det vil sige, at politiets teknikere endnu ikke har lavet en grundig undersøgelse af stenen, og derfor er den pakket ind i plastik.

Undgik med nød og næppe stenen

Stenen blev kastet ned fra broen ved Spedsbjergvej øst for afkørsel 53 kort efter klokken 03. 

Den ramte kørebanen foran en bilist, som måtte undvige højre om. En efterfølgende lastbil ramte stenen, som endte i rabatten.

Læs også Motorvejen genåbnet efter nyt stenkast: Bilist og lastbilchauffør i undvigelsemanøvre