I det fynske folks tjeneste

Nyt sydfynsk campingsamarbejde

Flere skal have øjnene op for campinglivets glæder. Det mener en række fynske campingpladser, de lokale turistkontorer og en campingforhandler. Derfor har de indledt et samarbejde, der skal få flere fynboer ud på campingpladserne.

Nyt sydfynsk campingsamarbejde skal trække flere til de fynske campingpladser.

- Vi har jo det hele, siger projektets tovholder, campingforhandler Arno Kristensen.
 
- Campingpladserne repræsenterer alt - fra store topmoderne pladser til mindre, mere simple og rolige pladser. Så der er noget for enhver smag.

Han fortæller, at der er blevet arrangeret en lokal campingmesse næste weekend i Svendborg, hvor mindst et dusin campingpladser fra Sydfyn og øerne er repræsenteret. Her kan nye campister blandt andet høre om mulighederne for at få faste sæsonpladser, få information om pladsernes specialtilbud og i det hele taget få mange gode råd og tips. 

Arno Kristensen fortæller, at Sydfyn og øerne har så mange herligheder at byde på, at det er synd, at ikke flere fynboer udnytter mulighederne for at holde ferie og afslappende weekender i nærområdet. 

Han lægger vægt på, at netop Sydfyn tilbyder en bred vifte af seværdigheder med blandt andet Sydlangelands Koldkrigsmuseum, Egeskov slot og Naturama i Svendborg.

- Lokalt er der jo et hav af seværdigheder med museer, arbejdende kunsthåndværkere og gallerier. Og så har vi flere dejlige golfbaner, Øhavsstien, der med sine 220 kilometer er en af landets længste vandreture og ikke mindst godt fiskevand hele vejen rundt.

- Vi håber selvfølgelig, at rigtig mange - både campister og nysgerrige - kommer forbi. Vi laver en række børneaktiviteter, hvor de blandt andet får lov til at male en campingvogn og meget mere, siger Arno Kristensen. 

"Camping på Sydfyn og Øerne" afholdes lørdag og søndag den 7. - 8. marts kl. 10 - 16. Svendborg Camping Center, Ring Nord, Porthusvænget 3, Svendborg.