Nyt sygehuskøkken truet af lukning

Kun to år efter en udvidelse og ombygning til 5,5 millioner kroner er sygehuskøkkenet i Svendborg truet af lukning.

Det skriver Fyns Amts Avis.

Spareplanerne bliver afsløret i en analyserapport, som Odense Universitetshospital har bestilt hos Dansk Catering Center A/S.

Rapporten konkluderer, at hvis OUH samler al madproduktion i Odense og nedlægger funktionen i Svendborg, bliver der en årlig besparelse på mindst 7,5 millioner kroner. Hvis spareplanen genemføres, vil 30 af de 42 ansatte i Svendborg blive fyret.

Det er ellers  kun godt tre måneder siden, sygehuskøkkenerne i Odense og Svendborg blev fusioneret med en fælles leder: Køkkenchefen på OUH.

For patienterne i Svendborg vil en lukning af det lokale sygehuskøkken blandt andet betyde, at de skal have færdiglavet mad, som skal transporteres til Svendborg fra Odense. I Svendborg skal maden varmes op og rettes til inden servering.

Oversigt

    Oversigt