Nyt teaterstykke udstiller vores allesammens hverdag

Odense Teater har i næste uge premiere på stykket LEV MENNESKE. Der bliver stillet skarpt på de bittesmå ting, som hverdagen og livet byder på.

Får vi nok ud af livet?

Et stort spørgsmål, som mange af os nok kan genkende. Det prøver Odense Teater nu at sætte fokus på - og måske give en løsning på med teaterstykket LEV MENNESKE. 

Den gravide kvinde, der leder efter en kæreste, som kan være far for hendes kommende barn. Fyren, som bare gerne vil finde en kæreste, men ikke rigtig lykkes med kærligheden. Den kriminelle far. Lejlighedssangskriveren. Kørelæreren.

quote Hvad er det vi skal huske på? Hvad er det vi skal bruge vores tid til?

Hans Rønne, instruktør

Det er gennem de fem personer, vores allesammens liv og længsel efter meningen med tilværelsen bliver udstillet. Personer, som de fleste af os nok kan genkende. Og det er netop meningen med hele forestillingen. For den handler nemlig om dig, mig og os allesammen.

- Forestillingen handler om små menneskers små liv, kan man sige. Det handler om dig og mig, og hvordan vi med al vores uformåen prøver at få livet til at lykkes, forklarer Hans Rønne, som er instruktør på LEV MENNESKE.

Genkendelsens glæde 
Stykket er skrevet af dramatikeren Lærke Sanderhoff, og det beskrives som en forestilling på grænsen mellem tragedie og komedie. Hverdagssituationerne er pinlige og let genkendelige. Og netop genkendeligheden fylder meget i LEV MENNESKE. Noget som én af skuespillerne også håber.

- Jeg håber, publikum sidder med et lille smil på læben og føler sig genkendt, fortæller Marie Mondrup, som spiller gravid i stykket. 

Marie Mondrup håber ikke kun at andre kan genkende sig selv i de eksempler på hverdagssituationer, som skuespillerne viser. Hun kan også sagtens genkende sig selv.

- Alt det her med at vi som mennesker famler rundt i forhold og bruger nogle rigtig åndsvage strategier for at opnå det, vi gerne vil have. Især i relationer til vores medmennesker, griner Marie Mondrup. 

Ved at udstille os allesammen gennem pinlige og grinagtige situationer, håber instruktør Hans Rønne, at forestillingen vil være grobund for eftertanke.

-  Samtidig håber jeg, at forestillingens titel, LEV MENNESKE, bliver taget med, så man tænker: hvad er det, vi skal huske på? Hvad er det vi skal bruge vores tid til, afslutter Hans Rønne. 

Du kan læse mere om LEV MENNESKE og skuespillets kommende turné her.

Oversigt

    Oversigt