Nyt underskud i Gasa Group

Planteeksportøren, Gasa Group, med hovedsæde i Odense, regner med at få underskud i 2006, selvom bestyrelsen inden årets begyndelse krævede et nulresultat.

2006 skulle have været året, da resultaterne af en større oprydning i 2005 viste sig, skriver Dagbladet Børsen.

2005 gav et tab på 53,6 millioner kroner. Det kostede den daværende direktør jobbet og medførte lukning af Gasa i Århus og fyring af 45 medarbejdere.

Meningen var at nå et nulresultat i 2006 og forbedre effektivitet og salg, så der kunne blive overskud i 2007.

Nuværende direktør, Cees Cuypers, erkender at målet for 2006 ikke kan nås. Han vil dog ikke komme med tal.

Hovedsæde til salg

Gasa Groups hovedsæde er sat til salg og en køber ventes at skrive under inden nytår, hvilket vil pynte på tallene.

Om målet om et overskud i 2007 på mellem fem og ti millioner kroner kan nås er dog usikkert, skriver Børsen.

Når hovedsædet nær Odense Stadion er solgt vil Gasa Group leje sig ind i lokalerne. 

Oversigt

    Oversigt