I det fynske folks tjeneste

Nyt underskud: OB’s ejer har smidt næsten 200 millioner kroner på otte år

Odense Sport & Event kalder 2016 for et blandet år trods et underskud på 12 millioner efter skat.

00:16

Fyns store sport- og eventkoncern, Odense Sport & Event, der står Sparekassen Fyn Arena, Congress Center og OB, døjer fortsat med at få økonomien til at hænge sammen.

For ottende år i træk offentliggjorde koncernen tirsdag et årsregnskab med underskud. 

Denne gang er underskuddet på 12 millioner kroner efter skat – en fordobling i forhold til 2015, da underskuddet var på 6,6 millioner kroner. Koncernen oplyser ikke årets resultat før skat.

Siden 2008 har driften af koncernen kostet Odense Sport & Event i nærheden af 200 millioner kroner før skat.

Læs også Odense Sport & Event: Arena Fyn-aftale er slet ikke ulovlig

Omsætningen i 2016 faldt – delvist forventet – fra 210 til 186 millioner kroner. 

- Nedgangen kan primært forklares med, at der i 2016 ikke var en koncert af samme størrelse som kæmpekoncerten med Volbeat i 2015. Men samlet set gav året ikke den regnskabsmæssige fremgang for Odense Sport og Event, som vi havde ønsket. Hvis vi ser på, hvad der har præget året, er vi stadig optimistiske, siger administrerende direktør Ole Bang Nielsen i en kommentar til regnskabet.

Egenkapitalen var ved udgangen af året på 60,5 millioner kroner mod 42,6 millioner kroner.

Forbedringen af koncernens formue skyldes en kapitalindsprøjtning på 30 millioner kroner i juni måned sidste år.

Koncernens to største aktionærer er Niels Thorborg og Micro Matic-stifter C.C. Nielsen, der ejer en mindre aktiepost.

Og ifølge Ole Bang Nielsen er de to ejere begge instillet på fortsat at give den nødvendige økonomiske opbakning til koncernen. 

Læs også Arenasagen: Alvorlig kritik af tidligere stadsdirektør

- Vi købte sidste år Kaj Thor Catering, og vi bygger Odenses største hotel, Odeon, i bymidten. Vores ejere VIL Odense. Vi har ingen planer om at frasælge for at få penge i kassen, siger Ole Bang Nielsen.

De svigtende sportslige resultater hos Odense Boldklub har godt nok medført lavere indtægter fra tv, men det opvejes næsten af fornuftige indtægter fra transfer og øvrige spillerrelaterede poster.

I en gennemgang af koncernens øvrige forretningsområder oplyses det, at 2016 ikke var noget stort messeår.

 - Afhængig af om messer arrangeres hvert år, hvert andet år eller hvert tredje år, vil resultaterne kunne svinge betragteligt. Alligevel gennemførte vi en række aktiviteter med fine resultater, fortæller Ole Bang Nielsen. 

Desuden bar omsætningen og indtjeningen inden for områderne konference og og restaurationsdrift præg af hård konkurrence, og JVB Live, der står for musikarrangementer, var presset af et væsentligt større udbud af koncerter med store, internationale navne og af danske musikfestivaler.

Til gengæld gennemførtes Disney on Ice samt enkelte andre arrangementer i Sparekassen Fyn Arena med succes, oplyses det. 

 Den ballade, der har været om Odense Kommunes tillægskontrakt vedrørende Sparekassen Fyn Arena og kommunens manglende opfyldelse af kontraktens aktivitetsdel har ikke haft nogen indflydelse på økonomien, oplyser Ole Bang Nielsen.

Den sag verører alene en tvist om, hvorvidt aftalen er lovlig.