Nytåret er reddet: Nødløsning giver nyt liv til rådhusur i Odense

Rådhusuret i Odense er stået af, og reservedelen kan først leveres til januar 2018. Odenseanerne må derfor krydse fingre for en lappeløsning.

Hvert år er Flakhaven i Odense samlingssted for en masse glade mennesker, der fejrer det nye år.

Traditionelt samles menneskemængden foran rådhusuret, og når klokken slår tolv, bryder pladsen ud i fest og skålsang.

Men onsdag morgen klokken ni gik viserne i stå og i første omgang så det ud til, at klokken tolv-festen på Flakhaven ikke kunne falde i slag. Men nu er der atter håb for det 136 år gamle rådhusur.

Odense Kommunes tekniske afdeling har nemlig været på overarbejde, og heldigvis er der fundet en løsning - en lappeløsning.

Brændt sammen

Ifølge Jan Geisle er det en styringsmekanisme i det store ur, der er brændt sammen og har forårsaget tidslommen på rådhuspladsen. 

- Elektronikken er ganske simpelt blevet træt og gammel som det sker med gamle ting, forklarer han.

Han fortæller også, at de på kort tid fik mange henvendelser fra borgere, der havde lagt mærke til, at uret ikke gik som vanligt.

- De er meget flinke til at komme ind og fortælle, at uret ikke passer. Det er ikke noget, vi selv lægger mærke til, når vi går ind i bygningen, så det var godt, de gjorde os opmærksomme på det, siger Jan Geisle.

'Mister måske et minut'

Løsningen er midlertidig, og skal kun puste liv i uret, til reservedelene når frem. De bliver sendt fra Tyskland, men kan først være i Odense i løbet af januar.

Derfor var der også en del tvivl om, hvorvidt uret ville komme til at fungere nytårsaften. Det fortæller Jan Geisle, leder af Odense Kommunes tekniske service.

- Den første tilbagemelding var, at det får vi ikke til at virke. Vi har heldigvis fået kigget på det, og vi er blevet klogere på, at det kan repareres nødtørftigt, forklarer han.

Den midlertidige løsning er dog en smule usikker, så en gang i mellem er der risiko for, at uret halter med et minuts tid. Derfor skal det løbende observeres og justeres.

Odense Kommune lover, at nødløsningen er på plads før nytårsaften.

Oversigt

    Oversigt