Nytårstorsken kan fanges i Østersøen

Danskere, der planlægger at fejre det nye år med nytårstorsk, kan efter alt at dømme få friske danske fisk.

Fødevareministeriet har nemlig besluttet at ophæve forbuddet mod fiskeri med trawl og snurrevod i underområde 22 i Østersøen og Bælterne i årets sidste weekend. Dermed får de fiskere, der fisker i dette område yderligere et par dage, hvor de kan fange torsk.

Østersøtorsken bliver solgt i hele landet, og der resterer nok af 2007-kvoten i Østersøen til, at fiskerne kan sejle ud mellem jul og nytår og fange årets sidste torsk.

2007 har været det første år, hvor hovedparten af fiskerne selv har forvaltet en stor del af deres fiskeri hele året igennem.
Dette betyder at hvert fartøj har fået en andel af den samlede kvote, og det har derefter været op til fiskerne selv at administrere og fordele fiskeriet i forhold til vejr, priser, sæson osv.

I Østersøen er situationen faktisk den, at resterer godt 4.000 tons af de danske kvoter. For at få torskene fisket og klar til nytårsaften, kræver det selvfølgelig, at de bliver fanget.

I følge Ritzau er prisen i butikkerne mellem 130 kroner og 160 kroner per kilo.

Ved havneauktionerne har gennemsnitspriserne i løbet af 2007 ifølge Danmarks Fiskeriforening været på omkring 18 kroner for Østersøtorsken fra farvandene omkring Sjælland, Fyn og øerne og på 32 kroner for Nordsøtorsken.

Oversigt

    Oversigt