I det fynske folks tjeneste

Ø: Flere penge til ældre

Enhedslisten i Odense vil have afsat flere penge til ældreområdet, og foreslår, at byrådet afsætter en ekstrabevilling for at undgå at nogle ældre må ligge i sengen i timevis med urin og afføring i bleen.

Det er de seneste dages historier om ældre, der ikke bliver skiftet, der får Enhedslisten til at fremsætte sit forslag om at skaffe flere penge til ældre.

- Vi kan simpelthen ikke være det her bekendt. Hverken overfor de ældre, de pårørende eller vores ansatte. Nedskæringerne har alt for store konsekvenser. Derfor vil vi straks efter valget gå i gang med at arbejde for at området får en tillægsbevilling, så vi kan få en anstændig service på vores ældrecentrer og i hjemmeplejen, siger byrådskandidat Brian Skov Nielsen fra Enhedslisten.

Enhedslisten kan få plads i det magtfulde økonomiudvalg efter valget, og her vil partiet tage sagen op.

- Der skal selvfølgelig tilføres langt flere penge til området. Det vil Enhedslisten arbejde for fremadrettet. Konkret forhandler vi lige nu med regeringen om at få indført minimumsrettigheder for de ældre og tilføre ældreområdet 1,2 mia. kr. Men det afhjælper jo ikke den akutte krise i Odense, og derfor opfordrer vi til, at man genåbner budgettet, udtaler Brian Skov Nielsen.

Ved du noget? Så send os et tip