OB-ærgrelse over scoringsproblemer

OB-træner Lars Olsen ærgrede sig efter 1-1 søndag nok en gang over, at hans spillere ikke var i stand til at omsætte et hav af chancer til mål.

OB-træner Lars Olsen måtte endnu en gang gå fra banen med et uafgjort resultat og fans, der sang "Olsen raus", da hans hold spillede 1-1 med FC Nordsjælland. Han havde ellers set Jonas Borring begynde kampen perfekt med et hovedstødsmål allerede i det andet minut. Efter udligningen seks minutter senere vadede OB'erne i chancer - men kunne ikke få bolden over stregen.

- Anden halvleg tilhører jo totalt os, men uden at vi får noget ud af det. Jeg er ked af at stå her og gentage mig selv, men vi får endnu en gang bekræftet, at vi er for dårlige til at score, konstaterede den udskældte træner.

Olsen havde fra bænken lavet sin egen målchancestatistik, og den stod på 15-2 i OB's favør, da kampen blev fløjtet af.

- Og det siger jo ligesom det hele, sagde han.

Oversigt

    Oversigt