I det fynske folks tjeneste

OB afviste bud fra Saudi-Arabien på midtbaneprofil

OB har afvist et bud fra Saudi-Arabien på klubbens hollandske midtbaneslider Mohamed El Makrini, der ellers stod til at tjene store penge på skiftet.

Foto: Liselotte Sabroe, Scanpix

Mohamed El Makrini kunne være blevet millionær i arabiske oliepenge, men OB har afvist at sælge midtbaneprofilen i vinterens transfervindue. Det skriver tipsbladet.dk.

Det er langt fra gået som forventet i OB i denne sæson. Men ikke desto mindre er der bred interesse for en række af klubbens spillere. Blandt andet har der både i sommer og nu her i januars transfervindue været bud efter klubbens hollandske midtbanespiller Mohamed El Makrini.

Ifølge tipsbladet.dk var det i sommer både hollandske og tyske klubber, der jagtede Makrini, men her i vinter er det fra varmere himmelstrøg, der er interesse for El Makrini.

En klub fra Saudi-Arabien har således henvendt sig for at købe El Makrini, men fik det svar, at OB ikke ønsker at sælge i dette transfervindue. Det bekræfter spillerens rådgiver, Harmjan Schilperoort, overfor tipsbladet.dk.

- Der var konkret interesse fra en klub i Saudi-Arabien denne vinter. Mohamed kunne være blevet millionær dernede, men OB sagde nej. De var ikke interesseret i at sælge ham, fordi de har brug for ham i truppen. De ville ikke lade ham gå, og han forstår og accepterer selvfølgelig dette. Nu fokuserer han på fodbolden, og så må vi se, hvad der sker til sommer, siger han til tipsbladet.dk.

Kan forhandle frit

Mohamed El Makrini har kontraktudløb i OB til sommer, og han kan derfor allerede nu forhandle frit med andre klubber. Tidligere har han været åben overfor en forlængelse med den falmende fynske fodboldstolthed, men efter en halvsæson, der sendte OB bekymrende nær bunden af Superligaen, er kontraktsnakken sat på pause, hvilket også OB's sportsdirektør, Jesper Hansen, tidligere har bekræftet. 

Læs også Endelig er OB bedst: El Makrini løber længst i Superligaen

Ifølge rådgiveren er El Makrini glad for både OB, Odense og Danmark, så han er ikke afvisende over for at blive i OB. Medmindre sæsonen skulle ende med en katastrofal nedrykning.

Mohamed El Makrini har spillet i OB siden sommeren 2015.