I det fynske folks tjeneste

OB-anfører: Horsens-træner er en oplevelse i sig selv

Der må godt komme lidt mere galskab i OB-truppen. Det mener holdets nye anfører.

00:30

Janus Drachmann er kommet til OB for at give holdet mere vildskab. Video: Malte Jørstad

På mandag møder OB Horsens på hjemmebanen i Odense. En speciel kamp for anfører Janus Drachmann, der spillede i klubben i ni sæsoner (2006-2015) og i dag stadig bor i byen med sin familie. 

- Det bliver meget, meget vigtigt. Så jeg ikke skal høre drillerier fra naboer eller andre, når jeg er oppe og handle i Brugsen. Så der er ekstra meget på spil, siger Janus Drachmann. 

00:59

TV 2/FYN besøgte Horsens-træner Bo Henriksen i Kidderminster tilbage i 2004

Luk video

Galskab og vildskab

Mens Janus Drachmann altså har taget turen fra Jylland til Fyn, har Horsens-træner Bo Henriksen taget turen den anden vej. Og den temperamentsfulde fynske træner med det lange hår, han besidder i hvert fald - fynbo eller ej - galskab og vildskab. Det ved Janus Drachmann også: 

- Den der vildskab, og at man er ligeglad med, hvad andre tænker. Bo (Henriksen, red.) råber og skriger, og hvis man ikke har været på stadion og opleve det, så kom på mandag og se kampen, for han er en oplevelse i sig selv.

Superligaen

FC København 19  
FC Midtjylland 18  
AaB 15  
Brøndby 14
Esbjerg 14
AC Horsens 13
FC Nordsjælland 12 
AGF 12
SønderjyskE 11
Randers FC 10
Vendsyssel FF 9  
Vejle 8  
OB 6
Hobro 6 

Ingen taber-kultur

Seks point i ni kampe. Det taler sit tydelige sprog. OB er igen kommet rigtig skidt fra start. Men holdets nye anfører Janus Drachmann tager det helt roligt:

- OB har jo haft en del magre sæsoner efterhånden. Og vi har fået en rigtig, rigtig skidt sæsonstart. Men der er mange nye spillere, og jeg synes ikke, at der er en "taber-kultur" eller en "ikke-vinder-mentalitet". Vindermentalitet skal vi nok skabe, og det kommer efter nogle sejre, siger Janus Drachmann.

- Efter på mandag, når vi har slået Horsens, så kommer det, lover anføreren. 

Fight og gejst

Sjællænderen Janus Drachmann har selv en fortid i tre jyske klubber, der er kendt for fight, gejst og hår på brystet: AC Horsens, Sønderjyske og FC Midtjylland.

Både Horsens og Sønderjyske har i flere sæsoner præsteret over evne og FC Midtjylland har i den grad udfordret de store københavnerklubber i forhold til mesterskabet. Er det den jyske hårdhed og vildskab, at en lun fynsk klub som OB i virkeligheden mangler lidt?

- Der kan måske godt være en lille smule om det. Men jeg synes, der er kommet en del spillere ind, inklusiv mig selv, der har den der vildskab og ærgerrighed til gerne at ville slå sig og gerne tage slagsmålene, så de andre dygtigere boldspillere kan få frirum til at gøre det, de er bedst til. Vi arbejder på det, og hvis man ser vores træninger, så bliver der gået til stålet, og folk vil vinde i hver eneste duel, siger Janus Drachmann

10:00

Se hele interviewet med Janus Drachmann her

Luk video