OB-anfører: Vi skal væk fra bunden i en hulens fart

OB tog fredag hul på træningen frem mod en forårssæson, der kommer til at dreje sig om en eneste ting: undgå nedrykning.

Fredag formiddag var der igen masser af liv i Ådalen og ikke mindst på stierne omkring åen. Klokken 10 mødtes OB-truppen til første træning i det nye år.

Cheftræner Kent Nielsen har brugt vinterpausen på at blive opereret i sit venstre knæ, så det var klubbens assisstenttræner, John Bredal, og den fysiske træner Simon Hollyhead, der ledte an på en løbetur på en lille times tid i det fine men isnende kolde vintervejr.

Efter løbeturen stod den på småspil og let coretræning på kunstgræsset i hallen, inden spillerne igen kunne tage hjem.

På sidelinjen måtte OB-anfører Kenneth Emil Petersen, der brugte en del af efteråret på tribunen med en skade i sin ankel, nøjes med at cykle en tur, inden han sammen med resten af truppen kunne lave lidt styrketræning.

- Jeg har haft en lidt ærgerlig vinterpause. Jeg fik en blokade i min ankel i tirsdags, så jeg har holdt mig lidt i ro i dag, og så håber jeg, at jeg på mandag kan bygge stille og roligt på, siger Kenneth Emil Petersen, der håber snart at være tilbage i fulde omdrejninger.

- Der går forhåbentlig ikke så lang tid. Jeg har før troet, at jeg er hurtigere tilbage, end jeg så var, men jeg håber, at jeg stille og roligt kan begynde at træne med allerede fra på mandag. Men jeg har ikke kunnet løbe så meget i ferien, så det har været andre måder, jeg har holdt mig i gang på. Vi må se, hvad den siger på mandag, men jeg er fortrøstningsfuld siger anføreren.

God stemning til årets første træning

På trods af, eller måske også lidt på grund af, den med egne ord ærgerlige vinterpause, var Kenneth Emil Petersen glad for gensynet med resten af truppen, der fredag mødtes efter tre ugers juleferie.

- Det er dejligt. Først og fremmest dejligt at være tilbage og se gutterne igen. Og så er det også dejligt at komme i gang og røre en bold og være i gang på den måde igen. 

Fodboldspillere bruger rigtig meget tid sammen, så efter tre uger hver for sig var der højt humør og god stemning - til trods for at menuen stod på løb og styrketræning.

- Sådan en dag som i dag er stemningen god og sådan lidt ovredrevet måske også. Man går og joker lidt og krammer lidt mere end man plejer, fordi vi er glade for at se hinanden og generelt glade for at være her. Så det er altid sådan en hyggelig dag, siger Kenneth Emil Petersen.

Fællesskabet skal bære OB igennem

Forude venter hårdt fysisk arbejde for OB-truppen, inden der igen fløjtes op til Superligaen den 20. februar.

Men heldigvis bliver det sure også blandet med det søde.

- Vi skal sørge for at komme i rigtig god form, og så skal vi arbejde videre med nogle af de ting, som vi gjorde i efteråret. Derudover har vi lidt socialt, vi også skal lave her i opstarten, så vi kommer tættere sammen og får et bedre fællesskab. Vi er stadig mange nye, så det skal der stadig bygges på, siger den rutinerede forsvarsspiller, der selv er en af de relativt nye efter skiftet fra AaB sidste sommer. 

Og netop fællesskabet skal man slet ikke undervurdere - slet ikke i en tid, hvor resultaterne ikke falder ens vej, siger anføreren.

- Det betyder rigtig, rigtig meget - hvis ikke alt. Det betyder meget, at man kender den, man står ved siden af, og at man vil gå gennem ild og vand for ham. Hvis jeg ved, at min sidemakker er der 100 procent, så har jeg også bare at være der 100 procent. Så det betyder meget, at vi stoler på hinanden og generelt har det godt.

Har det været en udfordring for truppen, at der var så stor udskiftning i sommer?

- Ting tager tid. Det her kommer også til at tage tid. Når det så er sagt, så skulle vi have haft flere point, end vi har, og spillemæssigt er der så sandelig også noget at arbejde med. Så fællesskabet gør det ikke 100 procent alene, men vi skal have et bedre sammenhold, og det er også derfor, vi har en social tur allerede nu, hvor vi i spillertruppen tager af sted for at lære hinanden bedre at kende og på en anderledes måde, end hvad man ellers gør her i dagligdagen.

Skade frustrerer

Kenneth Emil Petersen, der med det samme efter skiftet fra Aab blev gjort til anfører i OB, missede den sidste tredjedel af efterårssæsonen med sin ankelskade. 

Kenneth Emil Petersen er en central figur i Kent Nielsens idealopstilling, men han måtte se en del af efteråret fra tribunen på grund af en ankelskade.
Kenneth Emil Petersen er en central figur i Kent Nielsens idealopstilling, men han måtte se en del af efteråret fra tribunen på grund af en ankelskade.
Foto: Claus Fisker / Scanpix

Særligt fordi han er anfører og et samlingspunkt i truppen, gjorde det ondt på forsvarsgeneralen at sidde uden for.

- Det var frustrerende. Jeg vil selvfølgelig helst være inde på banen. Det kunne jeg ikke på grund af en skade, og det er jo også en del af fodbolden. Så jeg prøver på så mange andre måder at støtte op om holdet og gøre, hvad jeg kan uden for banen. Der er 11, der spiller, men der er en hel trup, som vinder sammen.

Undgå playoff

For Kenneth Emil Petersen er det altoverskyggende mål med foråret at få OB væk fra den nuværende bundplacering. 

Forude venter med al sandsynlighed en række nervepirrende gruppekampe om at undgå playoff-kampene om nedrykning. 

Anførerens forventningen er ganske enkelt, at OB vinder nogle flere fodboldkampe.

- Vi skal vinde nogle flere fodboldkampe. Vi skal sørge for i en hulens fart at komme væk fra de placeringer, vi ligger med lige i øjeblikket. Sørge for forhåbentlig at komme væk fra de her nedryknings-playoff-kampe, som jeg synes, at Superligaen i efteråret viste, at der kan ske alt i sådan nogle kampe. Vi taber selv hjemme med 0-1 til Esbjerg i en kamp, vi ikke burde tabe. Og det er jo sådan noget, der kan ske i en playoff-kamp. Det er meget på dagen, så vi skal sørge for ikke at blive en del af de kampe, siger Kenneth Emil Petersen.

Han håber at få samlet hele Fyn i kampen mod nedrykning. For det er fællesskabet, der skal bære det igennem, så der også står Superliga på programmet efter sommerferien.

- Vi har et super spændende forårsprogram foran os i de næste fem kampe. Alle fem kampe, hvor man kan se muligheder. Så lad os starte med en god start hjemme mod Randers og forhåbentlig få en rigtig god opbakning fra hele Fyn, så vi i fællesskab kan løfte det her svære forår, vi står over for. 

Se interview med OB-anfører Kenneth Emil Petersen
Fotograf: Claus Fisker, Scanpix

 

Oversigt

    Oversigt