I det fynske folks tjeneste

OB-anfører ser frem til pause

Chris Sørensen tager mod den kommende landskampspause med åbne arme ovenpå de seneste ugers mange kampe.

OB har haft en hektisk periode med hårde opgaver i Europa og fuldt program i Superligaen. Nu kan en stor del holdet dog restituere, mens der er landskampspause, og det passer Chris Sørensen fint.
 
- Vi træner to gange onsdag og torsdag, og så er der en lang weekend. Jeg tror landskampspausen falder kærkomment til os, der har været inde i et hårdt program. Det er ikke alle, der får den pause, man måske havde brug for, siger Chris Sørensen til OB's hjemmeside og tilføjer:

- Her tænker jeg selvfølgelig på de spillere, der er udtaget til landshold, som selvfølgelig også kræver noget. Det bliver en hård periode for dem på længere sigt. Men de skal være glade for, at de er med deres landshold, og jeg er sikker på, de synes, det er spændende. Så må vi se, om der bliver plads til, at de kan få en lille pause på et tidspunkt, så de ikke kører døde i programmet.