OB-Bech: Vi trænger sørme til at vinde

Efter bare et enkelt point i forårets tre første kampe er der pres på OB inden søndagens match mod AGF.

OB skal til at vinde fodboldkampe, hvis holdet ikke vil tabe kontakten til de fire førende Superliga-hold, der skal spille international fodbold i den kommende sæson.

Efter nederlag mod FC København og AC Horsens er det ene point fra AaB-kampen fynboernes eneste udbytte fra forårets tre kampe. Det betyder, at udekampen mod AGF er mere end almindelig vigtig for De Stribede.

- Vi trænger sørme til at vinde. Det er en kamp med to hold, der forventer meget af sig selv. AGF vil og skal også vinde, så der er tryk på begge hold. Der er meget på spil, men vi glæder os meget til kampen, siger OBs cheftræner Troels Bech til klubbens hjemmeside.

Den dårlige forårs-start passer meget dårligt til OBs ambitioner, og holdet har da også fået hug for ikke at fighte nok i kampene. Det skal der laves om på søndag eftermiddag.

- Vi har ikke på noget tidspunkt ønsket ikke at fighte. Vi vil gerne have fysik i spillet, men vi har ikke været skarpe nok i den del hvor bolden ikke bare hopper men også triller, siger cheftræneren på vanlig kryptisk maner.

Inden kampen ligger OB nummer fem og AGF nummer seks. Opgøret spilles søndag klokken 17.00 på Aarhus Stadion.

Oversigt

    Oversigt