OB-boss: Clausen-fiasko er min fejl

OB-direktør Thomas Christensen indrømmer, at han har ansvaret for, at Henrik Clausen fejlede som cheftræner.

Da OB i efteråret 2010 fyrede træner Lars Olsen, assistenten Viggo Jensen og direktør Kim Brink, var det administrerende direktør Thomas Christensen, der førte kniven.

Selvsamme Thomas Christensen var manden bag udnævnelsen af Henrik Clausen som ny cheftræner, men den satsning fejlede, og mandag blev Henrik Clausen fyret.

- Jeg er klar over, at det er mit ansvar. Men som ledelse har vi en forpligtelse til at handle i denne situation, og det har vi så gjort nu, siger Thomas Christensen til fyens.dk.

Henrik Clausen var uden tvivl Thomas Christensens prestigeprojekt. Netop Henrik Clausen skulle løfte klubben til nye højder og udfordre FC København i kampen om DM-guldet.

Da Henrik Clausen blev ansat, sagde Thomas Christensen følgende:

- Der har været mange kandidater til posten som cheftræner, og den stærkeste af disse har været Henrik Clausen. Assisteret af Uffe Pedersen har Henrik ydet et fantastisk stykke arbejde på træningsbanerne i de seneste måneder.

- Vi har hele tiden kendt til Henriks store potentiale og talent, og efter en periode, hvor vi har haft mulighed for at se ham føre talentet og idéerne ud i den virkelige verden, er vi overbevist om, at han er den helt rette mand til posten.

- Med Henrik Clausen som chef for et trænerteam, der også omfatter Thomas Helveg som assistenttræner og Uffe Pedersen som talentchef, har vi et kompetent og stærkt trænerteam, der med dets store entusiasme kan indfri de drømme, vi har for fremtiden.

Sportsdirektør Poul Hansen overtager trænerjobbet i resten af sæsonen.

Oversigt

    Oversigt