I det fynske folks tjeneste

OB byder FC Fyn velkommen

Superligaklubben OB hilser det velkomment at tre fodboldklubber i Odense planlægger at lave en konkurrent til OB. Klubbens to direktører kalder FC Fyn for et positivt tiltag for fynsk fodbold.

OBs ledelse ser frem til intense lokalopgør i landets bedste række, når FC Fyn er klar

- Et spændende initiativ  som Odense Boldklub A/S hilser velkommen. Det er et positivt tiltag for fynsk fodbold, som kan være med til at øge fokus på topfodbolden og fremme interessen fra medier, tilskuere og sponsorer, skriver direktørerne for OB, Kim Brink og Thomas Christensen, på klubbens hjemmeside.

I første omgang vil B1909, Dalum IF og B1913 have etableret et fodboldhold, der kan klare sig i den bedre del af 1. division, men målet på længere sigt er endnu et fynsk superligahold.

Bekymring for øens hold

 - I fynsk fodbold har vi i mange år levet med en sund konkurrence på alle fronter. I de senere år har konkurrencen været knap så intens, og vi har markeret os som øens hold i SAS Ligaen. Det agter vi at blive ved med at være, men FC Fyn kan bidrage til en stærkere konkurrence, som vil hæve niveauet og komme alle parter til gode, skriver OBs ledelse.

Men selvom FC Fyn ikke kommer i superligaen, så kan det nye fodboldsamarbejde være med til at spolere OBs talentudvikling. OB har de senere år opbygget Øens hold, der er et samarbejde mellem en lang række fodboldklubber på Fyn - blandt andet B1909 og Dalum IF. Og står det til OB, så fortsætter dette samarbejde.

- Vi kan udmærket være konkurrenter på banen og samarbejde udenfor, lyder det fra Kim Brink og Thomas Christensen.

OB håber samtidig at det nye fodboldhold kan være med til at skærpe interessen for odeneansk fodbold og direktørerne ser frem til lokalopgør i landets bedste række.