OB delte med Helsingør i årets første testkamp

OB kunne ikke holde føringen mod 1. divisionsmandskabet fra Helsingør og måtte derfor nøjes med 1-1 i dagens træningskamp.

OB spillede fredag eftermiddag forårssæsonens første træningskamp mod Helsingør, der til daglig frister en tilværelse i 1. division.

Kampen blev spillet på en kold kunststofbane i Hornbæk

Som det normalt er i de tidlige træningskampe, stillede OB fra start med en række unge spillere samt prøvespilleren Mads Aasgaard, der til daglig spiller i Marienlyst. Også vinterens første indkøb, den to meter høje forsvarsspiller Frederik Tingager, startede kampen på banen.

I startopstillingen var også Rasmus Falk, der tidligere på ugen underskrev en kontrakt med FC København. En kontrakt der først gælder fra sommeren 2016, og derfor kan Falk se frem til et blandet fynsk forår, efter hans skifte ikke ligefrem blev vel modtaget af rigtig mange OB-fans.

OB sad på det meste af spillet kampen igennem, men måtte helt hen til det 70. minut, før der kom hul på scoringen. Det var nyindkøbet, den blot 18-årige Yao Dieudonne fra Elfensbenskysten, der bragte OB foran.

Men blot fem minutter senere udlignede Helsingør til slutresultatet 1-1 direkte på frispark.

OBs næste træningskamp frem mod turneringsstarten den 26. februar er på søndag, hvor modstanderen er AC Horsens, der ligesom Helsingør spiller i 1. division.

 

Startopstillinger:

 

 

 

Oversigt

    Oversigt