Optakt: OB drager til Esbjerg i kampen om bronze

Når OB tirsdag tager turen til Esbjerg, bliver det formentlig en direkte duel om bronzemdaljerne.

OB tager i aften turen til vestkysten, hvor holdet skal møde Esbjerg i en vigtig kamp om bronzemedaljerne. Kampen fløjtes i gang klokken 19.00 og bliver vist på TV 3 Sport.

Esbjerg sidder i øjeblikket på tredjepladsen i Superligaen, dog kun med et point foran fynboerne. Derfor vil en sejr betyde, at OB vil overhale Esbjerg på tredjepladsen.

OB’s cheftræner, Jacob Michelsen, forudser en kamp, hvor begge mandskaber kan gå hen og vinde.

- Jeg glæder mig til, at vi skal spille en rigtig spændende fodboldkamp mod et godt hjemmebanehold, som har vist god styrke. Så der venter os en tæt affære.

OB har mødt Esbjerg tre gange i indeværende sæson. Én gang er det blevet til en Esbjerg-sejr, og én gang er det blevet til en sejr til OB. Den tredje kamp var i pokalturneringen og endte uden vinder efter 120 minutters spil. OB vandt dog den efterfølgende straffesparkskonkurrence.

- Esbjerg ser gode ud i øjeblikket, og de har gjort det fint. Men vi har stærke momenter i vores spil, og vi skaber en hel del chancer, som vi også så mod FC Nordsjælland, siger OB-spilleren Mathias Greve.

OB tager 23 mand med til Esbjerg. Nicklas Helenius er blevet sin skade kvit igen, hvorfor han også er blevet udtaget til kampen mod Esbjerg.

OB spiller næste kamp den 28. april i Parken mod FC København.

Statistikker siger, at det bliver tæt

Oversigt

    Oversigt