OB dummede sig i overtiden mod Motherwell

En meget sen reducering kan blive dyr for OB i klubbens forsøg på at nå Europa League-gruppespillet. Danskerne vinder 2-1 over skotske Motherwell på hjemmebane.

OB-spillerne må ærgre sig grumt på trods af en 2-1-sejr over skotske Motherwell i det første af to play-off-opgør om at komme i Europa Leagues gruppespil.

Det lignede nemlig langt inde i tillægstiden en komfortabel 2-0-sejr til OB, men en sen frisparksreducering betyder, at Motherwell med et vigtigt udebanemål kan lugte blod i næste uges returopgør.

Anfører Chris Sørensen og Peter Utaka stod for målene til de danske favoritter, som i kampens start virkede ukoncentrerede og lod sig presse tilbage på banen. Motherwell kom i denne periode frem til flere gode muligheder, som ikke blev udnyttet.

Ikke desto mindre kom OB i front efter en halv times spil, da et Chris Sørensen-indlæg fik lov at sejle hele vejen gennem Motherwells felt og ind i det skotske mål. Ingen fik ram på det ellers bløde indlæg, og det overraskede tilsyneladende målmand Darren Randolph så meget, at han ikke nåede at reagere.

Efter pausen fik OB-holdet bedre fat om sine skotske modstandere, som ikke fik lov at komme til de samme slags chancer som i første halvleg. Odenseanerne var hurtigere på fødderne, kæmpede godt og havde godt styr på defensiven.

De danske sølvvindere havde dog stadig besvær med at skabe chancer, selvom især Peter Utaka arbejdede fornuftigt i det offensive spil. Skotterne fik clearet langt de fleste OB-opspil, men et kvarters tid før slutfløjt slap Utaka alligevel gennem den skotske defensiv, og efter en afdribling af målmand Randolph, kunne OB-angriberen hamre 2-0-målet i kassen.

I kampens allersidste sekunder begik Hans Henrik Andreasen et klodset frispark foran eget mål, og det kom til at koste dyrt, da Motherwells Tom Hateley på smukkeste vis sparkede bolden i mål og en smule spænding ind i næste uges returkamp.

Oversigt

    Oversigt