I det fynske folks tjeneste

OB får tiltrængt sejr over Lyngby

OB ligner et hold på vej ud af krisen efter en fortjent 3-1 sejr over Lyngby. Endnu engang blev Hans Henrik Andreasen en afgørende mand for fynboerne.

OB fik en god optakt til torsdagens kamp mod Stuttgart

Efter en skidt periode for OB, der har budt på skuffende nederlag til FC Nordsjælland og Silkeborg, kom fynboerne mandag aften tilbage på vindersporet med en 3-1-hjemmesejr over Lyngby i Superligaen.

Det lignede ellers endnu en nedtur for OB, da Emil Larsen flot bragte Superligaens positive overraskelse, Lyngby, foran midt i første halvleg.

OB kæmpede dog videre og tilspillede sig mange store chancer til både Andreas Johansson og Peter Utaka.

Men som så mange gange før var det i stedet Superligaens topscorer, Hans Henrik Andreasen, der dukkede op i slutningen af halvlegen og fortjent udlignede til 1-1. Det var midtbanespillerens ottende sæsonmål.

Målet gav hjemmeholdet fornyet gejst og kun få minutter inde i anden halvleg bragte anfører Chris Sørensen OB foran 2-1 på et straffespark begået mod Hans Henrik Andreasen.

Herefter sad OB på langt det meste af spillet og viste noget af den energi og overskud, der har manglet i de seneste Superliga-kampe.

Derfor var det både logisk og fortjent, at Rurik Gislason kunne afgøre kampen med målet til 3-1.

Dermed fik OB en perfekt generalprøve inden den vigtige Europa League-kamp på torsdag mod Stuttgart, og samtidig gav kampen indikationer på, at OB er på vej ud af den seneste krisetid.

Med sejren rykker OB op på fjerdepladsen i Superligaen.