OB forlænger med fynsk midtbanespiller

Fynske Jens Jakob Thomasen har forlænget sin kontrakt med OB til 2022.

Lørdag har OB og Jens Jakob Thomasen sat en underskrift på en kontrakt, der betyder, at midtbanespillerens aftale nu løber frem til sommeren 2022. 

Den oprindelige kontrakt stod til at udløbe næste sommer for den 23-årige midtbanespiller. 

Jens Jakob Thomasen kommer oprindeligt fra samarbejdsklubben Sanderum Boldklub, og i forårssæsonen var han med i 15 ud af 16 kampe for OB. 

Derfor er sportsdirektør Jesper Hansen glad for, at det er lykkedes klubben at forlænge med en af sine hjemmedyrkede spillere. 

- Jens Jakob Thomasen har formået at gå hele vejen fra vores ungdomsafdeling til at blive en bærende førsteholdsspiller med tæt på 100 førsteholdskampe. Han er en af de mest boldsikre og pasningsstærke spillere, der er i 3F Superligaen, og vi sætter rigtig stor pris på at have ham i OB. Derfor er vi glade for, at vi kan sætte yderligere to år på vores samarbejde, udtaler Jesper Hansen i forbindelse med forlængelsen. 

Skal sælges inden 2022

Selvom den nye kontrakt løber til 2022, så ligger det ikke umiddelbart i kortene, at den kontrakt skal fuldføres, siger Jesper Hansen. 

- Han har både niveauet og potentialet til at blive solgt videre til udlandet i løbet af den nye kontraktperiode, og det er den plan, vi arbejder henimod. Men skal vi i fællesskab lykkes med det, så kræver det, at han præsterer på et højt niveau her i OB, siger Jesper Hansen.

Den plan er OB’s nummer 14 tilsyneladende helt med på, afslører Jens Jakob Thomasen. 

- I løbet af de kommende tre år er det en del af planen, at jeg undervejs skal videre i karrieren - og det er i fællesskab med OB, at vi arbejder mod det mål. Nu skal jeg lægge på, og jeg skal over længere tid spille på det niveau, som jeg ved, jeg er i stand til. 

- Så vil jeg forhåbentlig vise omverdenen, at jeg til den tid er klar til en ny, spændende udfordring, så jeg kan blive solgt og i form af en transfer betale noget tilbage til OB, som har givet mig rigtig meget, fortæller Jens Jakob Thomasen.

Jens Jakob Thomasen kan spille sin kamp nummer 100 for OB, når den nye superligasæson sparkes i gang søndag klokken 16 på hjemmebane mod de forsvarende mestre fra FCK.

Oversigt

    Oversigt