OB forlænger med topscorer Andreasen

Hans Henrik Andreasen og Superligaklubben OB har nu papir på hinanden til udgangen af 2013.

En nøglespiller

Klubbens målfarlige midtbanespiller havde oprindeligt kontraktudløb denne sommer, og forlængelsen med den 32-årige nøglespiller vækker naturlig glæde i det fynske.

- Det hårde arbejde og den indstilling og engagement, som Andreasen viser på træningsbanen og i vores kampe, er et stærkt eksempel for vores unge spillere.

- Vi glæder os til, at vi fortsat kan nyde godt af den solide indsats og næse for målfarlige situationer, som Hans Henrik Andreasen er eksponent for, siger direktør Thomas Christensen i en pressemeddelelse.

Hans Henrik Andreasen kom til OB fra tyske Greuter Fürth i sommeren 2007, og siden er det blevet til 139 kampe og 36 mål for klubben.

Topscorer hos OB

Målfarlighed og et stort løbearbejde har kendetegnet Hans Henrik Andreasens tid i klubben. Han ser frem til at fortsætte udviklingen.
- OB hører med i toppen af dansk fodbold, så jeg har ikke haft nogen betænkeligheder ved at vælge en klub som OB. Det er en topklub i Danmark, og det er her, nogle af de bedste spillere i Danmark hører til, lyder det fra Hans Henrik Andreasen.

I denne sæson har Hans Henrik Andreasen spillet 28 af 30 turneringskampe. Det er blevet til 10 mål i Superligaen, hvilket gør ham til delt OB-topscorer med Peter Utaka. I alle turneringer har han scoret 18 mål i denne sæson.

Oversigt

    Oversigt