OB forstærker holdet til CL-eventyr

OB-træner Henrik Clausen har sikret sig en bredere trup til efter ferien, når holdet spiller CL-kvalifikation.

I Odense er de allerede begyndt at glæde sig til den kommende sæsons kvalifikation til Champions League.

Billetten og sølvmedaljerne blev en realitet via en 3-0-sejr over mestrene fra FC København onsdag aften.

Allerede kort efter kampen kunne OB-træner Henrik Clausen
proklamere, at det bliver en forstærket fynsk trup, der skal forsøge at kvalificere sig til gruppespillet i Europas fornemste klubturnering.

-Jeg har fået garanti for flere spillere i truppen, og vi satser på at få dobbeltdækning på samtlige pladser på banen. Men der skal selvfølgelig købes fornuftigt ind, siger Henrik Clausen.

-Der er ingen grund til, at huset ender på tvangsauktion, og vi vil hellere være gode på den lange bane, end blot at være stærke i en enkelt sæson, tilføjer OB-træneren.

-Der er sikkert en del hold, der vil sige "yes", hvis de trækker os op fra bowlen, når der er lodtrækning, men der skal spilles om pladserne, og vi vil være klar til de kampe, forsikrer træneren.

For Clausen og fynboerne var det en forløsning endelig at sikre andenpladsen og CL-billetten efter et mislykket tilløb i sidste uge mod Horsens. Samtidig fik fynboerne revanche for to tidligere nederlag i sæsonen mod mestrene fra København.

- At det var FCK, vi besejrede, betød ikke noget specielt for mig. Men det er klart, at det var en dejlig aften på mange måder. Det var en topkamp, og vi løftede vores spil i forhold til den sidste kamp mod Horsens, siger Henrik Clausen.

-Både offensivt og defensivt leverede vi en flot præstation, og så fik vi det vigtige, første mål, der ofte betyder rigtig meget i kampe som denne, siger han.

 /ritzau/

Oversigt

    Oversigt