I det fynske folks tjeneste

OB fortsat i krise efter nederlag til FCK

OB var foran i 10 minutter mod FC København, men de forsvarende mestre rejste fra Odense med en sejr på 3-1.

FC København kom tilbage på vindersporet søndag aften, da de forsvarende mestre vandt 3-1 over OB i Odense.

En velspillende Rasmus Falk havde ellers bragt OB foran, men Sölvi Ottesen og to gange Cesar Santin sørgede for københavnsk sejr.

FC København satte sig på begivenhederne efterhånden som første halvleg skred frem. Men netop som FCK havde sat sig på kampen, scorede OB's Rasmus Falk et lidt heldigt mål, og så jublede de ellers så hårdtprøvede fynske fans.

Føringen holdt dog ikke engang til pausen, da Sölvi Ottesen headede gæsternes udligning i mål.

Det var tydeligt, at de to hold hungrede efter sejren. Uafgjort var ikke nok, og OB's Peter Utaka var tæt på at omsætte en stor mulighed til 2-1 kort inde i anden halvleg, men nigerianerens forsøg blev bremset på selve målstregen.

Og så var det i stedet FC København, der bragte sig foran. Gæsterne havde længe haft et spillemæssigt overtag, og efter det syvende hjørnespark kunne Cesar Santin heade gæsterne i front.

Det fynske hjemmehold forsøgte at arbejde sig ind i kampen, men FC København stod stærkt defensivt, og det lykkedes ikke OB at få sat en slutspurt ind.

I stedet bevarede FCK det spillemæssige overtag og producerede fortsat flest angreb.

Derfor var det også fortjent, at Cesar Santin snød Chris Sørensen i OB-forsvaret og øgede føringen til 1-3 20 før slutfløjt.

Det var afgørelsen, og trods en desperat slutfase kom OB aldrig tilbage i kampen.

FCK topper Superligaen med 32 point, mens OB har 18 point på syvendepladsen.

Ved du noget? Så send os et tip