OB haler ind på førerfeltet

OB halede lørdag ind på Superligaens førerfelt, da Viborg blev besejret med 2-1. Hjemmeholdets målmand var stærkt impliceret i begge OB-scoringer.

Efter en flot start på sæsonen er Viborgs hold i den bedste danske fodboldrække langsomt ved at punktere. Lørdag tabte holdet hjemme 1-2 til OB, der kom foran efter 14 minutter på et selvmål af Jesper Andersen i en situation, hvor Viborgs målmand John Alvbåge så temmelig skidt ud.

Anden halvleg var blot to minutter gammel, da John Alvbåge igen bragte sig i fokus. Ulrik Vincentz tog chancen udefra, og den svenske målmand nåede slet ikke ned til skuddet.

Indskiftede Martin Åslund bragte et minut før den ordinære spilletid spænding tilbage i opgøret, da han med et smukt, skruet langskud reducerede 1-2, men tættere kom Viborg ikke.

Oversigt

    Oversigt