I det fynske folks tjeneste

OB henter forsvarsspiller i Randers

Jeppe Tverskov, her i infight med OBs Anders K. Jacobsen, skifter til sommer til OB.

OB har skrevet en treårig kontrakt med forsvarsspilleren Jeppe Tverskov, der kommer fra Randers på en fri transfer.

Den 23-årige centrale forsvarsspiller Jeppe Tverskov skifter til sommer til OB. Tverskovs kontrakt med Randers udløber 30. juni, og OB skal derfor ikke betale transfersum for den talentfulde spiller. 

- Jeppe Tverskov har udviklet sig rigtig fint i den seneste periode, hvor han er blevet mere moden i sit spil og har tillagt sig en masse gode, defensive kompetencer, hvilket også har bragt ham frem som en del af startopstillingen deroppe. Han har været en spiller, vi har holdt et vågent øje med i længere tid, og vi er glade for, at han i de kommende tre sæsoner bliver en del af vores hold. Han har allerede nu niveau til at gøre sig bemærket i Alka Superliga, og han har fortsat mulighed for at blive endnu stærkere, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen til klubbens hjemmeside.

Også cheftræner Kent Nielsen ser frem til Jeppe Tverskovs ankomst. 

- Jeppe har været igennem en rigtig fin udvikling i Randers, og sammen med hans tid i Lyngby har han efterhånden en del kampe på højt niveau. I Randers har han arbejdet sig til en del startpladser, og her har han vist, at han, trods sin relativt unge alder, har niveau til Alka Superliga, siger Kent Nielsen og uddyber:

- Han er positionssikker, fysisk stærk og dygtig med bolden, og det kommer blandt andet også af, at han tidligere har spillet som central midtbanespiller. Den boldsikkerhed er han god til at bringe med i sin nye position som midterforsvarer, og selvom det også er den position, vi primært ser ham i, så er vi altid glade for at have spillere, der kan dække flere pladser. Jeppe sikrer, at vi også fremover får en sund konkurrence om pladserne som midtstopper, og vi glæder os til, at han bliver en del af vores trup fra sommer, siger Kent Nielsen. 

For Jeppe Tverskov bliver det et nyt og spændende kapitel, der indledes på Fyn efter sommerferien.

- Jeg har haft nogle gode samtaler med folk i og omkring OB, og det har tiltalt mig meget at mærke den passion de har, når de taler om klubben og det projekt, der er sat i gang. Det har været med til at overbevise mig, ligesom selve udviklingen i klubben tiltaler mig meget. Det er en klub med mange spillere, der er dygtige med bolden, og som gerne vil score mange mål samtidig med at defensiven er solid. Det er den type fodbold, jeg er opflasket med, og her har Randers været en vigtig del af min udvikling, så jeg er blevet til den spiller, jeg er i dag. Det skylder jeg alle i Randers FC en stor tak for, og ingen skal være i tvivl om, at resten af foråret udelukkende har det fokus fra min side, at jeg vil slutte godt af i Randers og hjælpe klubben frem til den bedst mulige placering, siger Jeppe Tverskov til ob.dk.

Jeppe Tverskov er den tredje forsvarsspiller, der kommer til OB til sommer. Tidligere har klubben skrevet kontrakter med Joao Pereira, der kommer til fra SønderjyskE, og Kenneth Emil Petersen, der skifter fra AaB. Begge spillere har kontraktudløb, og OB skal derfor ikke betale overgangssum for nogen af dem.

Med tilgang af hele tre spillere, der kan spille centralt i det tidligere så skrøbelige OB-forsvar, synes det tvivlsomt, om OB-krigeren Lasse Nielsen får forlænget sin nuværende kontrakt med klubben.

Ved du noget? Så send os et tip