OB henter ny Carroll-konkurrent

Efter en god prøvetræning tidligere på sæsonen har OB valgt at skrive kontrakt med den 27-årige norske målmand Alexander Lund Hansen.

Selv om OB i Roy Carroll har hentet en målmand, der har vist sig yderst kompetent, så har SAS Ligaens førerhold fredag valgt at forstærke sig yderligere på positionen mellem stængerne.

Klubben har skrevet en treårig kontrakt med den norske målmand Alexander Lund Hansen, der kommer fra Rosenborg. Målmanden begynder i OB fra årsskiftet.

- Alexander Lund Hansen er en talentfuld målmand. Han var til prøvetræning hos os tidligere på sæsonen. Da imponerede han os og især målmandstræner Tom Sterobo, og det er på baggrund af dette, at vi har skrevet kontrakt med ham. Vi glæder os til at indlede samarbejdet med Alexander efter juleferien, siger sportsdirektør Kim Brink i en pressemeddelelse.

27-årige Alexander Lund Hansen har spillet i Rosenborg siden 2001.

Oversigt

    Oversigt