I det fynske folks tjeneste

OB henter talentfuld U19-duo i Vejle Boldklub

OB har skrevet kontrakt med forsvarsspilleren Søren Mortensen og den mere offensive Lucas Møller Jensen. Begge kommer til OB fra Vejle.

OB fortsætter oprustningen i ungdomsafdelingen. 

Den nye U19-træner Kim Engstrøm kommer til den nye sæson til fra Vejle, og med sig tager han to spillere, stopperen Søren Mortensen og offensivspilleren Lucas Møller Jensen.

Mortensen er årgang 99 og Møller Jensen årgang 2000.

Søren Mortensen beskrives som en fysisk stærk stopper med et solidt hovedspil, der kan gøre sig gældende både offensivt og defensivt.

- Han er en spiller, vi har fulgt længe, og derfor er vi rigtig glade for, at det nu er lykkedes at lave en lang aftale med ham. Han er pasningssikker og har også scoret en del mål med hovedet, og han kommer trods sin alder allerede med god erfaring fra U19 Ligaen og fra Vejles reserveligahold, siger OB’s talentchef Tonny Hermansen til klubbens hjemmeside, ob.dk.

Lucas Møller Jensen huserer i offensiven og kan spille både i angrebet og på kanterne. OBs talentchef Tonny Hermansen ser et stort og spændende potentiale i ham.

- Har har klart sine spidskompetencer med bolden. Han har et lavt tyngdepunkt, er utroligt driblestærk og meget udfordrende, og samtidig er han stærk i de færdigheder, der også gør ham til en god holdspiller. Han har en god indstilling, og man er aldrig i tvivl om, at han vil vinde, for han stiller enormt store krav til sig selv, og dem glæder vi os til at hjælpe ham med at opfylde, siger Tonny Hermansen til ob.dk.

Ved du noget? Så send os et tip