Mesterskabsspil: OB holder fast i bronzen

OB henter 2-2 i Superligaens første kamp i mesterskabsspillet. Dermed er OB på tredjepladsen stadig fire point foran Brøndby på fjerdepladsen.

OB kan takke Bashkim Kadrii og Troels Kløve for, at holdet fredag aften indledte Superligaens mesterskabsspil med 2-2 ude mod Brøndby.

Brøndby kom ellers i front med tre minutter tilbage af første halvleg, da Simon Hedlund afsluttede et vaskeægte mønsterangreb, men Troels Kløve svarede hurtigt igen og udlignede til 1-1 lige før pausen.

Efter knap en times spil bankede Bashkim Kadrii OB på 2-1 med sin ottende sæsontræffer. Det skete efter en flot start på anden halvleg af fynboerne.

Simon Tibbling blev sendt på banen for Brøndby efter 63 minutter, og han fik udlignet ti minutter senere, da han tacklede bolden i mål til 2-2.

Pointdelingen betyder, at det lykkedes OB at holde afstand til Brøndby i kampen om tredjepladsen. Med resultatet har OB fortsat fire point ned til Brøndby på fjerdepladsen.

Begge hold havde gode momenter indledningsvis, men det blev ikke for alvor farligt, da den afgørende aflevering ofte manglede præcision.

OB pressede højt og forsøgte at fremtvinge fejl i Brøndbys opspil, og sådan en var Troels Kløve faktisk lige ved at udnytte efter et kvarter, men afslutningen strøg forbi målet.

Brøndby sendte mange bolde i dybden mod hurtige Simon Hedlund, men OB’s tremandsforsvar løste det fint.

OB kom ud til anden halvleg som lyn og torden, og Brøndby-keeper Marvin Schwäbe måtte diske op med en fornem redning for at holde Ramon Leeuwin fra at score efter 51 minutter.

Værterne kom bedre med efter gæsternes føringsmål til 1-2, og Kamil Wilczek var uhyre tæt på at score med 20 minutter igen, men det blev altså svenske Simon Tibbling, der med sin scoring sikrede det ene point. 

 

Oversigt

    Oversigt