I det fynske folks tjeneste

Miraklet i Madrid: OB hylder Lars Høgh 25 år efter sejr over Real Madrid

Den legendariske OB-målmand Lars Høgh bliver hyldet på Odense Stadion. Superligaklubben markerer 25-året for 2-0-sejren over Real Madrid allerede på søndag.

Lars Høgh bliver hyldet på Odense Stadion på søndag i 25-året efter 2-0-sejren over Real Madrid i Uefa Cup-turneringen. Foto: TV 2 Sport

Alle OB-fans med nok år på bagen husker det vanvittige øjeblik, hvor OB-spiller Morten Bisgaard scorede til 2-0 i det absolut sidste spilleminut på Santiago Bernabeu mod et stjernebesat Real Madrid.

 

 

Resultatet var lige præcis nok til at sende OB videre i Uefa Cup-turneringen, og i 2019 er det 25 år siden. Superligaklubben tager hul på fejringen af “Mirkalet i Madrid” allerede på søndag, hvor klubben vil hylde målmand Lars Høgh, der holdt buret rent i udekampen mod Real Madrid.

- På søndag hylder vi Lars Høgh, et klubikon og en fantastisk person, der er indbegrebet af OB. Vi glæder os til at byde Lars, hans familie, tidligere holdkammerater og forhåbentligt en masse OB-fans velkommen, når vi løfter sløret for vores hyldest på søndag klokken 12.30 og sammen giver “Høgh’en” den hyldest, han fortjener, siger OB’s kommercielle chef, Jack Jørgensen.

“Miraklet i Madrid” indtraf 6. december 1994. OB havde tabt det første opgør på hjemmebane med 2-3. Udebanesejren betegnes af mange som den største triumf i dansk klubfodbolds historie.

01:46

Se målene fra kampen mellem Real Madrid og OB.   Video: TV 2

Luk video

Lars Høgh snuppede tre DM-titler

Den legendariske OB-målmand nåede at vogte OB-buret 817 gange i sin karriere.

I løbet af sine mange år i OB nåede Lars Høgh at bidrage til tre mesterskaber, tre pokaltitler og ikke mindst til “Miraklet i Madrid”, hvor han stod for flere ikoniske redninger mod stjerner som Michael Laudrup, Butragueño og Zamorano.

Markeringen sker bag Richard Møller Nielsen-tribunen den 17. februar klokken 12.30, hvor “Høgh’en” selv vil være til stede til indvielsen og modtage sin velfortjente hyldest. OB oplyser, at søndagens markering af 25-året for "Miraklet i Madrid" blot er det første af flere fejringer i 2019. 

Kampen mellem OB og Vejle starter klokken 14. OB skal forsøge at rejse sig efter 6-1-nederlaget i forårspremieren til FC København. Det er OB’s første hjemmekamp i Superligaen i 2019. OB ligger på en niendeplads efter 21 kampe.

00:50

For knap 25 år siden leverede OB en kæmpe sensation ved at slå Real Madrid 2-0 i den spanske hovedstad.

Luk video