I det fynske folks tjeneste

Nu med bip-bipspil: OB hyrer computerspiller

Lasse Bækkelund skal bære trøje nr. 44, når han spiller FIFA for OB. Foto: Lasse Bækkelunds Facebookside

Den 21-årige FIFA-spiller Lasse Bækkelund skal fremover repræsentere OB i trøje nr. 44 ved store internationale konkurrencer i computerspil.

OB har skrevet kontrakt med en computerspiller. Det fortæller DR Fyn. Den 21-årige FIFA-spiller Lasse Bækkelund bliver i dag præsenteret som ny spiller i truppen og får trøje nummer 44. Han skal repræsentere OB i de konkurrencer, han deltager i. Dermed bliver OB den første superliga-klub i Danmark, der investerer i en spiller inden for e-sport.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af OB. Det er ikke bare en fantastisk nyhed for mig, men også for dansk e-sport generelt, hvor vi stadig har et stykke vej til at få den blåstempling, som sporten fortjener, siger Lasse Bækkelund til DR Fyn.

En ny dimension
Lasse Bækkelund håber, at han blandt andet kan lære noget på det mentale plan af sin nye klub. Samtidig mener han, at han kan give OB’s brand endnu en dimension med computerspil.

Kommerciel chef i OB, Jack Jørgensen, fortæller, at klubben gerne vil medvirke til, at Odense kommer til at blive et kraftcenter inden for computerspil som konkurrencesport.

- Derfor er det også naturligt for os at gå ind i e-sport, når vi samtidig har et spændende fynsk talent, som vi tror på kan udvikle sig til noget stort, hvis han får de rette muligheder og rammer for det, siger Jack Jørgensen.

Odense satser på e-sport
I maj erklærede Odense Kommune, at den satsede på at blive førende inden for e-sport, blandt andet ved at være vært for store internationale e-sportsfestivaler. Derfor afsatte Folkeoplysningsudvalget 200.000 kroner til projektet.

- E-sport er i massiv fremgang, og vi kan se, at den teknologiske udvikling har betydet, at forpligtende fællesskaber nu også bliver skabt på andre måder end tidligere. Det skal vi også kunne favne i foreningerne, og det er positivt, at der allerede er interesse for at gå i gang, sagde by-og kulturrådmand Jane Jegind (V) dengang til TV 2/FYN.

På foreningsplan har Dalum Hjallese Gymnastikforening DHG og Boldklubben Marienlyst vist interesse for at starte e-sportsafdelinger op. DHG vil begynde sine aktiviteter på Dalumskolen, mens Boldklubben Marienlyst vil benytte Marienlystcentret. Begge foreninger vil afvikle aktiviteterne, så medlemmerne tilmelder sig et bestemt spil på et fast tidspunkt.

Sidste år var Lasse Bækkelund blandt andet til verdensmesterskaberne i FIFA i München.

Ved du noget? Så send os et tip