OB kunne uden Fall

OB og i særdeleshed Peter Utaka viste med 2-1 sejren over FC Midtjylland, at holdet er andet og meget mere end Djiby Fall.

Salget af Djiby Fall var det helt store samtaleemne inden SAS Liga-kampen mellem OB og FC Midtjylland, men med en 2-1 sejr flyttede OB-spillerne tilskuernes fokus til det, der skete inde på banen.

Peter Utaka var foregangsmand på et OB-hold, der viste stor omstillingsparathed ved at droppe de lange bolde og i stedet udnytte de styrker, som den nysammensatte angrebsduo Peter Utaka og Njogu Demba-Nyren indeholder - nemlig speed og teknisk snilde.

Netop Utaka var en af første halvlegs store oplevelser. Han scorede kampens første mål, da FCM-keeper Lasse Heinze tabte bolden ned for fødderne af OB-angriberen, der viste kølighed ved at sende kuglen i kassen.

Senere lynede Chris Sørensen, da han scorede et af forårets hidtil smukkeste mål og bragte OB på 2-0 kort før pausen med et smukt langskud.

I anden halvleg kom midtjyderne bedre med i kampen. Det blev til en reducering ved den tidligere OB-spiller Jonas Borring, men helt tæt på kom gæsterne aldrig.

Med kampens resultat er der nu otte point mellem OB på tredjepladsen og FCM på fjerdepladsen.

Oversigt

    Oversigt