OB-lejren på toppen efter chokuge

Nederlag til AC Horsens, et salg af topscoreren få dage efter og hurtigt dømt ude af guldkampen. Men OB-lejren er alligevel på toppen inden topopgøret mod FCK.

Fodboldklubben OB går med oprejst pande ind til søndagens topopgør mod FC København i Parken, selvom fynboerne for en uge siden var dømt helt ude af guldkampen. Den melding kom flere eksperter med, efter at OB havde tabt til bundholdet AC Horsens og få dage efter solgte ligaens topscorer, Djiby Fall.

Men journalister og eksperter gik i selvsving, mener OB's forsvarsspiller Chris Sørensen.

- Journalistik er en sjov ting. Den ene dag er du med om guldet, men taber du en enkelt kamp, så er du ude. Folk glemmer, at der stadig er rigtig mange point at spille om. Så den slags meldinger kan vi ikke hamle op med, vi må bare koncentrere os om, at intet er afgjort endnu, langt fra endda. Vi kan kun grine af sådan noget, for nu er vi jo med igen, siger Chris Sørensen til Ritzau.

OB besejrede FC Midtjylland efter det ydmygende nederlag til Horsens, mens FCK i samme runde overraskende tabte til Esbjerg, og dermed er OB blot to point efter FCK inden søndagens møde.

Cheftræner Lars Olsen er også på toppen efter en uge, han kalder "hektisk".

- Men som jeg også sagde op til vores lørdagskamp mod FCM, så er der andre kvaliteter i OB-holdet end Djiby, og det fik vi vist. Og at Esbjerg dagen efter vandt i Parken, som under én procent af Danmarks befolkning sikkert havde regnet med, viser bare, at der er ikke lette kampe i ligaen, fortæller Lars Olsen.

Oversigt

    Oversigt