I det fynske folks tjeneste

OB-målscorer tror stadig på medaljer

Rasmus Falk tror fortsat på, at fynboerne kan gøre sig gældende i medaljekampen trods nyt nederlag.

Efter nederlaget til FCK er OB lige nu syv point op til de eftertragtede medaljepladser. Alligevel tror OB's målscorer mod FC København Rasmus Falk stadig på en placering i toppen.

- Det gør jeg bestemt, og det tror jeg, at vi alle gør. Der er mange kampe endnu, så vi tænker egentlig ikke så meget over det.

- Vi skal bare tilbage på sporet, og det bliver en vigtig kamp mod Brøndby næste søndag, siger Rasmus Falk.

Han blev kåret til kampens bedste OB-spiller, men det betyder ikke alverden for den unge mand, der i stedet ærgrer sig over nederlaget.

- Vi spillede en fantastisk første halvleg, men deres mål før pausen betød, at vi fik en lidt dårligere fornemmelse. Vi sad med en nogenlunde fornemmelse, men deres tidlige scoring i anden halvleg var et hårdt slag for os, siger Rasmus Falk.

Midterforsvareren Anders Møller Christensen er ikke meget for at gå ind i snakken om medaljer og målsætninger, men forholder sig blot til næste kamp.

- Vi tænker ikke rigtig på det lige nu. Vi tager en kamp ad gangen, for vi skal have vendt det her, siger Anders Møller Christensen.

OB møder i næste runde Brøndby.

Ved du noget? Så send os et tip