I det fynske folks tjeneste

OB måtte igen nøjes med uafgjort

Hverken OB eller Randers kunne score, da de to hold søndag tørnede sammen på Fionia Park i Odense. Landsholdsaktuelle Chris Sørensen fik rødt kort.

Chris Sørensen fik det røde kort midt i 2. halvleg

Et blik på SAS Liga-tabellen viser, at OB og Randers FC er to af de hold i SAS Ligaen, der lukker færrest mål ind. Og for anden gang i dette efterår spillede de to hold da også 0-0, da de søndag mødtes foran 8.629 tilskuere på Fionia Park i Odense.

Mens Randers FC til tider kombinerede fint på midten af banen, var det OB, der havde flest chancer. Men en godt spillende Kevin Stuhr Ellegaard i Randers-målet holdt målet rent for tredje kamp i streg.

Mens tilskuerne ikke fik nogle mål at lune sig på, så var der derimod stor dramatik ti minutter før tid. En batalje mellem OB-angriberen Bengt Sæternes og Randers FC's Issah Ahmed udviklede sig til et større skænderi midt på banen. Og det hele kulminerede med, at dommer Thomas Vejlgaard viste OB's landsholdsspiller Chris Sørensen det røde kort.

Med resultatet fastholder begge hold deres placering lige under den absolutte topstrid i SAS Ligaen med henholdsvis 27 og 25 point.