OB: Nederlag kostede mindst én million

OBs nederlag til AGF på hjemmebane kostede ikke bare på holdets selvtillid og på publikums tålmodighed. Klubben mister samtidig mindst én million kroner i tv-indtægter

9000 tilskuere var søndag vidner til en usædvanlig svag OB-indsats på hjemmebane. OB tabte fortjent 1-2 efter en meget sløv præstation.

- Vi er da sindsygt skuffede over indsatsen søndag. Men vi ved, at der altid kommer dårlige kampe, det var bare på et ærgligt tidspunkt, at vi tabte, siger sportschef Poul Hansen fra OB.

OB har ikke vundet de seneste fem superligakampe og er nu på 6. pladsen i superligaen. Hvis FC Midtjylland vinder deres kamp mandag aften rykker OB ned på en syvende plads.

Klubbens målsætning er at ende på en fjerdeplads og spille europæisk fodbold til næste år, men trods midterplaceringen agter klubben ikke at justere på målsætningen.

- Det er første gang i sæsonen, at vi ligger under vores målsætning, og jeg er sikker på at når sæsonen er slut, så har vi opfyldt vores målsætning, lyder det fra Poul Hansen.

Mindst en million tabt

OB gik fra banen søndag under pibekoncert, og på klubbens hjemmeside får holdets indsats mange vrede kommentarer fra fans.

Men nederlaget koster samtidig i regnskabet, da pengene fra tv-rettighederne bliver fordelt, når der er gået en tredjedel af sæsonen. Det viser en anslået fordelingsnøgle som Tipsbladet offentliggør mandag.

Hvis OB havde vundet søndag, havde klubben bevaret sin fjerdeplads og indkasseret 4,2 millioner kroner i tv-penge.

Men den aktuelle sjetteplads giver kun 3,2 millioner kroner, og dermed kostede nederlaget OB én million kroner. Tabet kan dog blive større endnu, for hvis FC Midtjylland vinder over Sønderjyske mandag aften dumper OB ned på en syvendeplads, og får kun 2,6 millioner kroner i tv-indtæger.

En forskel på 1,6 millioner kroner i forhold til hvad en sejr over AGF havde sikret klubben.

- Det er mange penge, og det gør da irritationen over nederlaget større. Vi bestod ikke i går, og nu må vi kigge fremad, siger Poul Hansen.

Oversigt

    Oversigt