OB-nederlag til AGF

OB mistede den sidste realistiske tro på at kunne blande sig i mesterskabsstriden, da de gæstede AGF og tabte 0-1. Fjerdepladsen synes dog ikke i umiddelbar fare for fynboerne.

-

København, søndag /ritzau/
OB mistede den sidste realistiske tro på at kunne blande sig i mesterskabsstriden, da de gæstede AGF og tabte 0-1. Fjerdepladsen synes dog ikke i umiddelbar fare for fynboerne.
Hjemmeholdet AGF havde særlig meget at glæde sig over trods midterplaceringen. Det var således den første sejr i foråret og første gang midtbaneduoen Stig Tøfting og Brian Steen Nielsen vandt et superligaopgør sammen - i 13 forsøg i henholdsvis OB og AGF. Dagens helt i Århus blev Shane Cansdell-Sherriff.

Esbjerg er tilbage på førstepladsen i Superligaen. Det blev en realitet søndag, hvor vestjyderne i Gladsaxe på det nærmeste slagtede nedrykningstruede AB med hele 5-2. Svenske Frederik Berglund havde igen taget målstøvlerne på og kom på måltavlen to gange.

Det samme havde Mohamed Zidan, som åbnede scoringen, da FC Midtjylland hjemme på det navnløse nye stadion i Herning slog FC Nordsjælland med 3-0.

Frem gjorde det ikke nemmere for sig selv at overleve som superligamandskab, da de hjemme tabte 0-1 til AaB. Dermed er Ebbe Skovdahl og Valby-mandskabet fortsat under nedrykningsstregen.

FC København spiller den sene søndagskamp mod Herfølge og kan med en sejr i Parken overtage førstepladsen.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt