OB på ferie: Der skal renses ud mentalt

OB-spillerne kan holde ferie efter et forfærdeligt forår. Men hver spiller skal knokle for at vende tilbage i god kampform.

Mandag fik den rædselsfulde forårssæson endelig en afslutning for OB-spillerne. I 14 kampe hentede fynboerne blot syv point. Det er derfor tiltrængt, når spillerne nu kan holde ferie.

- Der skal renses ud mentalt. Det har vi brug for, siger cheftræner Troels Bech til klubbens hjemmeside.

- Men vi har også sat hinanden for, at vi skal møde meget skarpe tilbage til den nye sæson, så der er udleveret meget detaljerede og individuelle programmer til hver enkelt spiller, siger han.

Spillerne begynder træningen igen i Ådalen den 17. juni. Senere på sommeren drager holdet på træningslejr i Nordtyskland.

Oversigt

    Oversigt