OB-profil føler sig klar til nyt udlandseventyr

Jacob Barrett Laursen udelukker umiddelbart at forlænge i OB og føler sig klar til et udenlandsk klubskifte.

Efter seks år i OB kan venstrebacken Jacob Barrett Laursen snart være på vej mod endnu et udlandsskifte.

Den nu 24-årige forsvarsspiller skiftede i en alder af bare 17 år til den italienske storklub Juventus, hvor det ikke blev til det store gennembrud, men Barrett føler sig klar til et nyt eventyr uden for landets grænser.

- Jeg har nået et punkt, hvor jeg skal ud og prøve mig selv af, og én af mine drømme er at komme til udlandet igen, så det er det, jeg går efter lige nu.

- Jeg har fået en del mere erfaring, i forhold til sidst jeg var udenlands, så jeg føler mig klar, siger Jacob Barrett.

Kontraktudløb næste sommer 

Venstrebacken har kontraktudløb næste sommer, men OB-sportsdirektør Jesper Hansen vil gerne forlænge samarbejdet.

- Vi har tidligere sagt, at vi rigtig gerne vil forlænge med Barrett, og det er der ikke ændret på, siger Jesper Hansen.

Umiddelbart er Jacob Barrett Laursen dog ikke indstillet på en forlængelse med den fynske klub.

- Som det ser ud lige nu, er det udelukket for mig at forlænge i OB. Jeg trænger til at prøve noget nyt. Tiden må vise, om det bliver denne sommer, siger Barrett.

Ingen bud endnu 

De to tidligere OB-profiler Rasmus Falk og Sten Grytebust, der nu spiller i FC København, forlod begge fynboerne gratis ved kontraktudløb.

Jesper Hansen håber at undgå en lignende situation med Jacob Barrett.

- Vi vil gerne sælge vores spillere, inden de har kontraktudløb. Men det afgørende er, at der er nogen, der vil købe dem, og vi har ikke fået bud på Barrett, slår sportsdirektøren fast.

OB-træner Jakob Michelsen krydser fingre for, at Jacob Barrett fortsat er OB-spiller, når det danske transfervindue lukker den 2. september.

- Jacob Barrett er på kontrakt i OB, og vi er rigtig glade for ham. Jeg håber, at alle vores nuværende spillere bliver – også Jacob, siger OB-træneren.

Oversigt

    Oversigt