OB-profil om mager pointhøst: - 'Ufortjent' kan vi ikke bruge til en skid

Rent pointmæssigt har OB fået en katastrofal start på superligasæsonen med blot et enkelt point i fire kampe. Lørdag venter et bunddrama mod Hobro.

OB har fået en historisk skidt start på den nye superligasæson, der blot har budt på ét point i de første fire runder. I weekenden skal fynboerne en tur til Hobro for at møde det eneste hold, der har fået en værre sæsonstart end OB selv.

Og nu skal der altså point på kontoen, varsler midtbanespilleren Casper Nielsen, der i sidste weekend fik sin første kamp i startopstillingen i denne sæson. 

quote I mange kampe har vi snakket om, at det ikke har været fortjent, men det kan vi ikke bruge til en skid

Casper Nielsen

- Vi skal ud og have tre point, så er den ikke så meget længere. For at få det, skal vi vise de ressourcer frem, som vi så i store dele af kampen mod FCK. Hvis vi bringer den indstilling, energi og power med til kampen, så er der gode forudsætninger for, at der ligger en god kamp og venter på os, fortæller Casper Nielsen til klubbens hjemmeside.

Viljen skal vise vejen

Sæsonens første sejr lader fortsat vente på sig for både OB og Hobro, men Casper Nielsen og resten af truppen sætter naturligt nok alt ind på, at den skidte stime skal afsluttes på lørdag. 

Han understreger, at OB skal hente sejren på viljen.

- Vores pointmæssigt dårlige sæsonstart må på ingen måder sætte sig i os. Vi skal ud og bringe det, vi har præsteret i de foregående kampe, og især i FCK-kampen, med videre. Vi må frem over stepperne og vise, at det er os, der vil have de tre point allermest.

- I mange kampe har vi snakket om, at det ikke har været fortjent, men det kan vi ikke bruge til en skid. Vi spiller om point, og det er det, det handler om i sidste ende.

- Gode præstationer giver bedre forudsætninger for at få point, men hvis vi mod Hobro spiller en rigtig grim kamp, men vinder, så vil jeg være rigtig glad – det er point, det handler om nu, og så må spillet komme i anden række. Men det er vilje, power og energi, der skal bane vejen for os i Hobro, siger Casper Nielsen.

Kampen mellem OB og Hobro fløjtes op lørdag klokken 16. 

Oversigt

    Oversigt