I det fynske folks tjeneste

OB rejser sig i Silkeborg

OB var bagud med 0-1 ved pausen i Silkeborg, men lynede tre gange i anden halvleg og vandt 3-1.

OB leverede et påkrævet comeback, da fynboerne lørdag vandt med 3-1 på udebane over Silkeborg i Superligaen.

Hans Henrik Andreasen, Peter Utaka og Chris Sørensen scorede målene efter pausen mod Silkeborg, der havde Kaimar Saag som målscorer efter 25 minutter.

Fynboerne viste klassen i forbindelse med de tre scoringer, men ellers var det en OB-præstation under niveau.

Gæsternes forsvar slog gang på gang sprækker, når Silkeborg gik til angreb. Kasper Risgård, Christian Holst og Kaimar Saag fik alle tilkæmpet sig gigantiske chancer.

Men der er en grund til, at Silkeborg ligger i bunden af Superligaen, for midtjyderne er alt for uskarpe foran mål.

Det er ikke tilfældet for OB, der har nogle spidskompetencer, som en Superliga-mellemvare som Silkeborg ikke kan matche.

En af dem er Peter Utakas hurtighed, og den blev udnyttet ved den vigtige 2-1-scoring, hvor Bashkim Kadrii fandt Utaka i forbindelse med et kontraangreb.

Kort forinden havde OB lagt et hårdt tryk på Silkeborgs forsvar med tre afslutninger i samme angrebssekvens. Selvfølgelig med Hans Henrik Andreasen som succesfuld afslutter til 1-1.

Kampen foregik i en intens atmosfære med masser af frispark og til tider svinsk spil. OB's Espen Ruud var heldig at slippe med en advarsel i første halvleg, da han fjernede benene under hjemmeholdets Kasper Risgård.

Samme Risgård blev i kampens slutfase udvist, da han fældede Hans Henrik Andreasen i straffesparksfeltet. Det betød, at OB's indskiftede anfører, Chris Sørensen, kunne cementere sejren med kampens sidste scoring.

OB er med sejren otte point efter Superligaens tophold FC København.

Ved du noget? Så send os et tip