OB sælger Bashkim Kadrii til FCK

Den 23-årige spiller vender tilbage til hovedstaden efter sit ophold i OB.

Fodboldklubben OB har solgt en af klubbens profiler til FC København. Bashkim Kadrii skal i de kommende fire år tørne ud for vicemestrene.

- Vi har fået en spiller, som kan spille på begge kanter, i forreste kæde og i yderste tilfælde også på venstre back.

- Han har en fysik, der gør, at han kan begå sig både på internationalt og nationalt plan, og han er kommet sig fuldt over sin tidligere skade og nærmer sig fordums styrke, siger FCK's manager, Ståle Solbakken, til klubbens hjemmeside.

23-årige Bashkim Kadrii nåede at spille 117 kampe og score 19 mål for OB, siden han i 2010 kom til klubben fra B93.

Han glæder sig over at vende tilbage til hovedstaden.

- Jeg er utroligt glad for, at FCK har vist den interesse for mig, og jeg glæder mig vildt til at spille i Europa og være i toppen af dansk fodbold igen.

- Der venter mig store udfordringer her, og det betyder meget for mig. FCK ville mig rigtig meget, og mavefornemmelsen var aldrig i tvivl - jeg ville hjem til København og repræsentere en kæmpe klub, siger Bashkim Kadrii.

Også hos OB er der tilfredshed at spore, selvom klubben mister en af sine fremtrædende spillere.

- Bashkim havde kontraktudløb næste sommer, og han har været fast besluttet på, at han senest på det tidspunkt ville videre og prøve noget andet.

- Ved at sælge ham nu sikrer vi os en vis transfersum, hvilket ikke havde været muligt om et år, så selvom vi sportsligt og menneskeligt kommer til at savne Bashkim i truppen, så er det en fornuftig handel for os, siger OB's sportsdirektør, Jesper Hansen, til klubbens hjemmeside.

Bashkim Kadrii har opnået en enkelt A-landskamp i sin tid hos OB.

Oversigt

    Oversigt