I det fynske folks tjeneste

OB sælger 16-årigt talent til tysk topklub

OB har solgt det 16-årige forsvarstalent til den tyske klub RB Leipzig. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

OB sælger Gustav Grubbe til tyske RB Leipzig. Foto: Thomas Larsen-Bjerre

OB-talentet Gustav Grubbe skifter Ådalen ud med en tilværelse i Bundesligaen i Tyskland. Det har Odense Boldklub fredag offentliggjort på sin hjemmeside. 

Den 16-årige back får en kontrakt på fire år med klubben RB Leipzig, som i den seneste sæson fik en tredjeplads i den tyske liga. 

- Vi er stolte over, at vi formår at sælge en af vores unge spillere til en stor klub i Tyskland, som spiller med i toppen af 1. Bundesliga og er i Champions League. Gustav er blot 16 år, men vi mener, at han både mentalt og sportsligt er klar til at tage til udlandet, siger sportsdirektør i Odense Boldklub Jesper Hansen i en pressemeddelelse. 

Næstyngste debutant 

Den 16-årige fik sidste sæson debut i Superligaen. Det skete i 3-1-sejren over FC Midtjylland. Det gjorde ham til den næstyngste debutant i OB's historie og sæsonens yngste debutant i Superligaen.  Det var den eneste officielle kamp, højrebacken nåede i OB's striber. 

Læs også Træner om ny OB-spiller: - Han gjorde det onde ved os sidste år

Nu går turen til Tyskland, og talentet ser frem til udlandseventyret. 

- Jeg glæder mig utroligt meget. Det er en kæmpe klub, også på ungdomsplan, så jeg glæder mig til at komme til at træne hårdt for at slå igennem. Jeg starter på U17-holdet, hvor jeg ved, at der er en masse talentfulde spillere fra hele Tyskland og fra udlandet. Mange af dem er landsholdsspillere i deres årgang, så det er et højt niveau, jeg skal spille på, siger Gustav Grubbe i pressemeddelelsen, OB har sendt ud. 

I den tyske klub bliver Gustav Grubbe blandt andre holdkammerat med danske Yusuf Poulsen. 

Læs også OB pudser formen af mod Næsby: Målsætningen er top-seks